Rejsentilmitnyeliv del. 7

Mine sønner

I mine små historier på min blog, om hvordan det er gået mig, hvilke udfordringer jeg har haft som sen udspringer, at acceptere mig selv og finde helt ind til det indre Dann.

Er et spørgsmålet tit kommet

HVORDAN HAR DINE BØRN TAGET DET?

Det er en del af min historie, jeg ikke har taget fat i, en historie jeg har taget extra hensyn til, skåne, passe på, sikker mig ikke at såre mere en hvad der var uundgåeligt, historien der omhandler mine 2 sønner.

Vi skal tilbage til april 2014, min store søn på 13 år, var lige konfirmeret, dagen var gået godt, med familie og venner, en dejlig fest.

Hvad ingen viste var, at jeg var fuldstændig smadret inden i, jeg holde den ene af de mange masker på den dag, jeg viste at denne fest var den sidste, som famillie, på den måde mine drenge kendte, mor og far sammen.

Jeg havde besluttet mig, efter denne fest, var jeg nåd til at smide masken, ikke gemme mig mere og det galte osse overfor mine sønner.

3 dage efter konfirmationen, tog jeg snakken med min kone, som jeg har skrevet om før, det værste jeg nogensinde har gjordt over for et menneske jeg holder af. Men det var osse en lettelse af få det sagt, men lettelsen forsvandt hurtigt, for nu galt det drengene, jeg følte mig som den dårligste far i verden, hvordan kan jeg gøre dette mod mine børn.

Dagen efter, blev dagen, hvor vi satte os ned og drengene skulle ha af vide at mor og far skulle skilles.

Vi sad i stuen, drengene i sofaen og jeg og min kone i hver vores stol.

Det var mig der skulle sige det, jeg kiggede på dem, jeg husker det som var det igår, min verden gik i stå, de 5 ord ( mor og far skal skilles ) sad fast i munden på mig, det samme tårende i mine øjne, mit hjerte hammerede løs, jeg holdte op med at trække vejret, alt dette varede måske sekunder, men føltes som minutter, alt gjorde ondt i mig i disse sekunder og jeg nået at få følelsen af at hade mig selv.

Jeg sank klumpen i halsen, åbnede munden og sagde ……

MOR OG FAR SKAL SKILLES.

Min søn på  9 år, kiggede på mig og så på sin mor og så kom rejektionen, tanken nu tilbage, mens jeg skriver dette, kan jeg mærke stadig gør ondt, jeg lever med det, men glemmer det aldrig.

Han kryb sammen i fosterstilling i sofaen, med en pude over hovedet, mens han græd i en grad jeg aldrig i mit liv havde hørt før, denne rejektion smittede til min store søn, som nu græd i den anden ende af sofaen.

Jeg følte mig magtes løs, hvor skulle jeg trøste først, hvad skulle jeg sige, der var jo ikke noget der ville hjælpe dem lige nu, jeg, deres far, havde smadret deres verden, alt hvad de elskede, alt hvad der gav dem tryghed, havde jeg fjernet, taget fra dem i sekunder og med 5 ord og for hvad, for selv at blive glad, det splittede mig fuldstændig ad, hvordan kunne jeg være så egoistisk.

Min drenge og kones rejektion på alt dette, gjorder jeg tog en beslutning om ikke at fortælle hele sandheden på en gang, ikke at snakke om min seksuelitet, en beslutning der skulle visse sig ikke af være den helt rigtige.

Men hvad viste jeg, jeg havde jo aldrig følt mig så ond før, jeg ville jo prøve at gøre det rigtige, det bedste for dem, som jeg altid havde gjort og viste jo ikke hvordan jeg skulle agere i alt dette.

Det blev en tid hvor jeg snakkede med mine drenge, spurgte meget end til dem hele tiden, ville sikre mig de var ok. Hvad følte de, hvad med omverden omkring dem, hvad med venner, skole og var mor okay.

Jeg endte i en tid hvor jeg ikke var tryg i min nye verden med mine drenge, jeg var heller ikke tryg i mit nye liv, for det var jo stadig en hemmelighed.

3 måneder gik sådan og mine første besøg startede hos en psykolog og jeg måtte igang med anden snak med mine drenge og nu xkone, det var her jeg fandt ud af at min beslutning om ikke at havde sagt noget om den del, ikke var godt for nogle af os.

Mine drenge skulle endnu engang ud i usikkerhed og tage stilling til noget nyt, min xkone skulle nu mere igennem og jeg skulle igen på pinebænken, det hele på engang havde vist været bedre for alle.

Men det var sådan det blev.

Træerne vokser ikke ind i himmelen, men mine drenge er seje og de har taget det hele så godt de kunne.

Der gik ikke lang tid, før de til alt min spørgen til dem, sagde……

Far, kan vi ikke godt blive enige om at vi kommer til dig, hvis der er noget galt, du har ikke nået at spørger hele tiden. Så tænkte jeg, okay Dann, slap lidt af og stol på dine drenge.

Senere kom kæreste og mine drenge kom hos os hver anden weekend, så her var de osse seje og accepterede det og det gav dem og mig mange gode oplevelser.

Jeg snakker stadig meget med mine drenge og vi er ret så frie i vores snakke om alt og de driller og laver sjov med deres far.

Det tar jeg posetivt, det viser de okay, at de ikke laver om på dem selv, ikke tager bestemte hensyn, men bare er der.

Jeg osse et par gange været vidne til at min stor søn er blevet stillet spørgsmålet….

Er det ik mærkeligt at din far lige pludselig er til mænd?

Begge gange har han svaret…..

Er det ik lige meget, bare vi glade.

Også ting vi ikke er enige om, giver vi plads til.

Jeg har haft snakken med mine drenge om mine høje hæle og her siger de….

Far hvis det, er det du har lyst til, så er det fint, men vi forstår det ik.

Det er en sej eneskab have, at rumme andre, selvom man ikke ser ens på tingene.

Så jeg er stolt af mine drenge, det har ik været nemt og meget har de måtte tænke over, tage stilling til i en ung alder. Men de er så gode og seje og et liv uden dem, ville jeg ikke ha ønsket mig.

Hvorfor vælger jeg nu 6 år efter, af indvie jer i den del af min historie.

Det gør jeg fordi at jeg tit bliver spurgt til den del, fordi det okay med mine drenge nu og at den del af historien, kommer nok ud i det offentlige på et tidspunkt alligevel og det har mine drenge valgt at de gerne vil deltage i.

Så tiden er kommet, hvor det er ok med mine drenge og så er det osse ok med mig, at visse at den del, godt kan og i mange andre tilfælde,  ende godt.

Som jeg fornyelig har fundet af i en snak med mine drenge, så har skilsmissen for mine drenge været som for de fleste andre skilsmissebørn, at det værste var at mor og far ikke skulle være sammen mere.

Det med min seksuelitet har været sekundert for dem. Sådan var det jo bare og det har vi vendet os til, siger de.

Som mine drenge siger……

Er det vigtigste ikke, at vi er glade ♥️

Dann

Rejsentilmitnyeliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *